Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Stengårdsskolen

Stengårdsskolens kernefortælling

Stengårdsskolen kernefortælling kommer til udtryk gennem fortællingen om eleven Adam.
Adam starter sin skolegang som 6-årig i Minigruppen, og vi følger ham til 9. klasse hvor han er klar til at vælge sin ungdomsuddannelse.
Sigtet med denne fortælling er at få læseren så tæt på dagligdagen som muligt og få et indblik i de værdier vi værner om på Stengårdsskolen.

Kendte voksne og mange nye aktiviteter (Mini og SFO)

Adam er lige startet i Minien, og han har sine forældre med. De er alle spændte på at møde de nye voksne, som skal følge børnene hele vejen op til 3. klasse. Adam synes det er rart at gå i SFO’en uden de større børn, og at der er ro til at lære nye kammerater og voksne at kende.
På hans plads ligger et brev fra hans store-ven fra venskabsklassen som er 4. klasse. Venskabsklassen følger Adams klasse til de selv kommer i 4. klasse. Den første Adam møder i SFO’en er hans klassepædagog der har fulgt ham siden han startede i Mini-SFO. Adam er især glad for at SFO’en har deres helt egne lokaler hvor leg og kreativitet er i centrum

Tyghed, nærvær og fællesskab (0. til 1. klasse)

I klassen bliver Adam mødt af de andre børn. De siger godmorgen til hinanden. Nogle sidder allerede og læser, enkelte sidder og småsludrer om “100 dage i skole” som blev fejret i går i hele indskolingen med sjove aktiviteter og hold på tværs af klasser. Det sluttede med et 100 meter langt kagebord. Der er sat stille
musik på i klassen, der er rart at være. Læreren siger godmorgen og smiler til ham. Adam kan godt lide hende. Hun er god til at hjælpe med fagene, også når det bliver svært. Da det ringer til frikvarter løber Adam ud. Han kan se legepatruljen, som er nogle af de større børn. De sætter lege i gang og trøster hvis man
slår sig eller er ked af det.

Skovskole og naturfaglighed (2. til 3. klasse)

Adams klasse mødes ude i Grønnegården. Klassens skovskolelærer har dolke, lupper, kikkerter og bestemmelsesbakker med. Når de har høstet pil, skal de have om fotosyntese, finde små dyr og artsbestemme. Adam elsker skovskoledagene; han synes det er så fedt at arbejde undersøgende i undervisningen. Skovskolen forbedrer hans koncentration og styrker hans motorik siger hans forældre. Senere skal han skrive skovdagbog sammen med Louise, som måske er ordblind, på hendes iPad. Hun synes at det er meget svært at skrive, men Adam hjælper hende. Han synes bare det er sejt med det der IntoWords der får iPad’en til at tale.

Musik, bevægelse og anderledes undervisning (4. til 5. klasse)

Det er dejligt at kunne gå direkte ind i klassen hvor læreren venter og tager glad imod. Adam skal have matematik. Han har haft læreren siden første klasse og ved præcis hvad der skal ske. Adam afleverer sin mobil og kigger på tavlen hvor dagsordenen er beskrevet. “Ej, hvor fedt! Vi skal spille brøkspil i dag,” udbryder han. Adam synes det hjælper meget på læringen at der så tit er spil og bevægelse i timerne. Senere skal klassen i festsalen. Hvert år er der nemlig skolekoncert for 4. klasse. Adam og resten af klassen har forberedt sig til koncerten i musiktimerne, og Adam glæder sig til at se skildpadderne danse cancan.

Kreativitet og traditioner (6. til 7. klasse)

Adam kan rigtig godt lide de kreative og sjove opgaver, og dem er der heldigvis mange af. Da de har projektuge finder Adam og Anja hurtigt hinanden i gruppedannelsen. Ved deres første vejledningstime har læreren medbragt en masse nyttige artikler, og sammen får de struktureret ugen. Projektugen ender ud i en god fremlæggelse, og Anja og Adam går fra projektugen med en følelse af succes. Det er aktivitetsdag, og Adam gør sig klar med sin gruppe til at gå ud til de andre klasser på græsplænen. Adam når lige at samles med gruppen, inden musikken starter, og elever fra 8. klasse begynder den fælles opvarmning. Selvom Adam nu går i 7. klasse, mærker han stadig suget i maven ved tanken om de forskellige sjove aktiviteter. Han glæder sig til at det er ham der skal arrangere og lave det næste år, som traditionen byder.


Klassemøder, fleksuger og gallafest (8. til 9. klasse)

Selvom Adam går i 8. klasse, har lærerne stadig input til hvad der skal laves i frikvarteret. Aktiviteterne aftales på klassemødet hver 14. dag hvor Adam og hans klassekammerater også har mulighed for at planlægge sociale arrangementer uden for skoletiden. På sidste klassemøde talte klassen meget om den kommende fleksuge og årets gallafest. Festen kan kun lade sig gøre, fordi hele ungemiljøet, har arbejdet med at få lavet mad, pynt, gallatøj og festlige indslag. Adam kan næsten ikke vente; han har spurgt Cecilie om hun vil følges, og glæder sig til at snappe deres gallafoto. I 9. klasse ser Adam frem til den obligatoriske projektopgave, som er et tværfagligt projekt hvor Adam kan trække på alle sine tillærte kompetencer. Til sommer skal Adam op til eksamen.
Han er spændt, men det er helt naturligt, fortæller lærerne. Adam glæder sig til sidste skoledag hvor udklædning, karamelkastning og fest venter. Efter sommerferien skal Adam starte på en ungdomsuddannelse, som han siden Mini-gruppen er blevet gjort parat til. Adam føler sig klar til sin videre færden.
 

Dokumenter

Stengårdsskolens kernefortælling

Shape Created with Sketch.

Plakat kernefortælling

Shape Created with Sketch.